Nyhedsbrev februar

Kredsgeneralforsamlingerne er fastlagt

På vores Forretningsudvalgsmøde d. 18. januar blev datoerne for de kommende kredsgeneralforsamlinger fastlagt. I forbindelse med vedtagelsen af de nye vedtægter i 2014, blev proceduren for afholdes af generalforsamlinger ændret fra en fælles til her fra 2016 at afholde dem i de enkelte kredse.

D. 8. september afholdes kredsgeneralforsamlingen for medlemmerne i KL og KOMBIT. D. 15. september i Patienterstatningen.

For medlemmerne i BDO vil der blive tale om en anden praktisk-/teknisk afvikling af kredsgeneralforsamlingen i løbet af september måned.

D. 29. -30. september vil Forretningsudvalget konstituere sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær på et TR-seminar i København.

Tid og sted vil blive offentliggjort sammen med indkaldelsen inden sommerferien.

Ønske om opstilling til tillidsrepræsentant eller kredsformand kræver medlemskab af PF inden udgangen af februar måned, da man skal have været medlem uden afbrydelse i 6 måneder. Foreslås flere kandidater end der skal vælges, foretages valget ved skriftslig afstemning i kredsen eller på kredsgeneralforsamlingen. Forslag skal fremsendes til kredsformanden senest 3 uger før kredsgeneralforsamlingen.

Ønskes andre sager drøftet på kredsgeneralforsamlingen, skal de ligeledes fremsendt til kredsformanden senest 3 uger og vil så blive udsendt til alle medlemmer senest 2 uger før.

Pensionsrådgivningsmøder i KL

Pensionsrådgivningsmøderne med SAMPENSION genoptages i KL d. 25. februar og 19. april. Husk at melde dig til, hvis du ikke har talt med pensionsrådgiverne endnu.

IT-kurser i FTF/SAFU

Det er Forretningsudvalgets fornemmelse, at du som medlem af PF endnu ikke har brugt din mulighed for at bruge FTF’s gratis onlineskole. Denne mulighed har vi fået som en del af den pakke, der fulgte med samarbejdsaftalen med SAFU pr. 1. januar 2015. Vi skal derfor opfordre dig til at prøve et af nedenstående IT-kurser:

  • – Adobe Photoshop
  • – Adobe InDesign
  • – IT-sikkerhed
  • – Projektledelse,
  • – Virksomhedsøkonomi
  • – Sociale medier – en række på 5 kurser
  • – MS Office pakken i flere versioner,
  • – Google Docs og Google regneark
  • – Windowskurser

I kan læse mere om disse onlinekurser her – husk ved tilmelding at angive organisationen som ”SAFU/PF”.

Samarbejdsaftaler med andre organisationer

Forretningsudvalget havde på mødet d. 18. januar en første drøftelse omkring mulighederne for indgåelse af samarbejdsaftaler med andre faglige organisationer på baggrund af et oplæg. I samarbejde med SAFU undersøges andre organisationers samarbejdsaftaler med hinanden og sagen vil blive drøftet igen på næste FU-møde d. 2. juni.

Lønstatistik

På baggrund af et oplæg drøftede FU ligeledes krav til opbygning af en database til brug for medlemmernes indberetning af lønoplysninger anonymt i en lønstatistikbase, således at I som medlemmer kan hente oplysninger i forbindelse med de lokale lønforhandlinger. Samtidig vil vi gerne forsøge at sammenkoble disse oplysninger med lønoplysninger fra Danmarks Statistik og evt. i samarbejde med andre faglige organisationer.

Hjemmeside

Husk at kigge ind på vores nye hjemmeside, hvor vi løbende lægger nye ting på – se hjemmesiden på www.pfpersonaleforeningen.dk, bl.a. har FU besluttet at lægge relevante stillingsopslag på hjemmesiden.

Er du medlem af en A-kasse – PF anbefaler FTF-A

FTF-A har kendskab til vores branche og kan derfor give en målrettet service og rådgivning. Samtidig er A-kassen en af de tre billigste A-kasser. FTF-A koster kun 435,00 kr. om måneden ekskl. betaling til efterløn og er din sikring, såfremt du skulle blive ledig.

Via vores hjemmeside kan du under ”bliv medlem” melde dig ind. Du opnår

  • – Økonomisk tryghed med dagpenge
  • – Personlig rådgivning om jobsøgning og karriereskifte
  • – Sparing på CV og ansøgning inden for 24 timer
  • – Tilbudt jobs gennem FTF-A Jobindex
  • – Tegne en lønsikring, hvis du ønsker større økonomisk tryghed

Kredsnyt fra KL og KOMBIT

Lønforhandlinger om de personlige tillæg i 2016

Vi skal snart i gang igen med lønforhandlingerne. I 2016 er lønforhandlingerne vedr. de personlige tillæg aftalt til at begynde. Direktionen har ligesom for 2015 fastsat den samlede ramme for forhandlingerne på omkring 425.000,00 kr. for hele KL.

Som tillidsrepræsentanter fik vi ikke alle vores ønsker om lønstigninger igennem, men vil igen fremsættes kravene og forsøge at komme igennem med nogle af vores prioriteringer fra 2015.

På baggrund af den ændrede forhandlingstermin bliver der en ny håndtering af forhandlingerne for chefkonsulenter.

Ydelse/forhøjelse af personlige tillæg til chefkonsulenter vil skulle forelægges direktionen senest 18. marts 2016. Indstilling om udnævnelse af chefkonsulenter samt indstillinger om engangsvederlag til chefkonsulenter forelægges direktionen ultimo november 2016, i lighed med tidligere år.

Tillidsrepræsentanterne i KL udsender ultimo uge 6 et nyhedsbrev til medlemmerne af PF i KL om procedure i forhold til forhandlingerne.

Fornyelse af KL’s løn- og personalestyring

På Samarbejdsrådsmødet i december 2015 orienterede direktionen om, at de har besluttet at igangsætte en række analyser om KL’s interne styring og fremtidige ændringer på lønområdet. Direktionen vil bl.a. kigge på

  • – Normeringsstyringen,
  • – Lønstrukturen i KL,
  • – Kontorchefernes styringsmuligheder, herunder ledelsesrum samt styringen af kontorer/centre
  • – Overenskomstforholdene i KL

Som faglig organisationer foreslog vi nedsættelse af en fælles arbejdsgruppe, i forlængelse af det, som blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2015. Dette fandt direktionen dog ikke behov for, men at der først skulle ske en analyse og drøftelse i direktionen.

Kommissoriet for direktionens arbejde vil blive lagt ud på hjemmesiden samt taget op til drøftelse på et kommende medlemsmøde.

TR-arbejdet i KL

I TR-kredsen er vi – som opfølgning på vores TR-seminar i efteråret 2015 – påbegyndt en drøftelse om en række handlingsplaner om

  • – større synlighed,
  • – rekruttering af nye medlemmer og
  • – inddragelse af dig i PF arbejdet.

Vi står over for store udfordringer, som også fremgår af nogle af ovenstående punkter.

Har du spørgsmål om ovenstående kan du rette henvendelse til kredsformand Allan Graversen, awg@kl.dk

Kredsnyt fra BDO

Nye tiltag (branding J)

For at udbrede kendskabet til PF og styrke vores rolle fremover, påtænker vi at indkalde alle valgte ambassadører i BDO til et møde, hvor FTF og PF holder oplæg om omfanget af beskyttelse for denne type medarbejdervalgte repræsentanter.

Som det fremgår ovenfor, arbejder vi samtidig på at udarbejde en lønstatistik, hvor man kan få et indryk af hvor lønningerne generelt lægger – vi forventer at kunne melde nærmere herom i efteråret.

Endelig ser vi på mulighederne for dialog med andre organisationer om en evt. samarbejdsaftale og ser frem til de muligheder det giver i form af flere djøf’ere, DM’ere, HK’ere, DSR’ere mv. som medlemmer i PF.

Særligt omkring den nye struktur i BDO

I forlængelse af vores nye firmastruktur, er der som bekendt ansat en statsautoriseret revisor som partner i Team Sjælland. Det bliver interessant at følge udvikling og sørge for at alle medlemmer, der er berørt af det kan få den rette sparring – her er det oplagt at kontakte Jan Back Jørgensen i Roskilde.

PF’s rolle i BDO lige nu

Vi har løbende skrevet om udviklingen og den nye SAMU struktur i BDO og ikke mindst betydningen af samarbejdsaftalen, der som bekendt ikke blev forlænget.

Fremtidens indflydelse for PF er afhængig af medlemstallet. Målet om at få styrket vores indflydelse – gerne gennem en samarbejdsaftale eller overenskomst – kræver, at alle nuværende medlemmer forbliver og meget gerne flere kommer til.

Behovet for en faglig organisering har, også i BDO, gennem de seneste år vist sig i forholdsvis mange sager med blandt andet ændringer i forhold til kontrakter og ansættelsesaftaler, men også i forbindelse med organisationsændringer og afskedigelser. Vi har ikke orienteret om ret mange af disse sager, da det er stærkt personlige sager. Så husk at spørge dine kollegaer om de er medlem af PF.

Vi har derfor opstillet en oversigt over, hvad PF tilbyder i forhold til andre faglige foreninger for ansatte i bl.a. BDO – se bilag nederst i nyhedsbrevet.

Har du spørgsmål om ovenstående kan du rette henvendelse til kredsformand Azadeh Vahedi Custovic, AZV@bdo.dk eller Jan Back Jørgensen, JAB@bdo.dk

Kredsnyt fra Patienterstatningen

Fokus på arbejdsglæde

Patienterstatningen har afholdt en dag med fokus på arbejdsglæde – et arrangement for hele huset i Nikolaj Kirke med foredragsholder. Meget givtigt for alle medarbejdere.

Håndtering af mobning m.m.

Udarbejdelse af cirkulære vedrørende håndtering af seksuel chikane og mobning. I nogle grupper tiltag til øget fokus på psykisk arbejdsmiljø

Organisationsændring

Organisatorisk ændring, således at alle assistenter nu hører under samme vicedirektør, og nogle teams er kommet under samme teamchef.

Nyansættelser

Vi kan byde velkommen til en ny assistent pr. 1. februar 2016 – og yderligere 1 assistent er på vej til team indledende.

Medlemshvervning – på vej

Medlemstal er faldet fra 14 til 13, da tidligere tillidsrepræsentant er ophørt pr. 1. februar 2016 – der vil derfor i nær fremtid blive udsendt opfordring til indmeldelse i PF. Har du en kollega, som ønsker at melde sig ind – så kan hun/han kontakte undertegnede eller på ind på PF’s hjemmeside www.pfpersonaleforeningen.dk

Har du spørgsmål om ovenstående kan du rette henvendelse til kredsformand/tillidsrepræsentant

Janne Lund Enequist, janne.lund.enequist@patienterstatningen.dk